Hvad skaber en social klasse? Om gruppers teoretiske
og praktiske eksistens [1]
Af Pierre Bourdieu
(1987): What Makes a Social Class? On the Theoretical and Practical Existence
Of Groups. I: Berkeley
Journal af Sociology, vol. 32, s.1-17.
Oversat af Inga Axelsen og Gerd Halskov, efteråret 2001.
Det ville være nemt og fristende at håne emnet for dette symposium og at afsløre de forudsætninger, som det skjuler under sin tilsyneladende neutralitet. Men hvis De vil tillade mig blot én kritik af måden hvorpå spørgsmålet om social klasse formuleres, så er det, at det forleder én til at tro, at dette problem kan reduceres til et simpelt valg, som kan løses gennem nogle få ”commonsense” argumenter.
Bag det foreslåede alternativ – er klasser en analytisk konstruktion
eller en befolkningskategori? – gemmer der sig i virkeligheden et af de
sværeste af alle teoretiske problemer, nemlig problemet om viden, men i den
meget specielle form problemet antager, når objektet for denne viden både er
skabt om og af medvidende subjekter.
En af de væsentligste forhindringer for videnskabelig sociologi er
vores brug af almindeligt accepterede modsætninger, parrede begreber, eller
hvad Bachelard kalder ”epistemologiske par”: konstruerede af den sociale
virkelighed er disse kritikløst blevet brugt til at konstruere social
virkelighed. En af disse fundamentale modsigelser er modsætningen imellem
objektivisme og subjektivisme eller i daglig tale strukturalisme og
konstruktivisme, som groft kan karakteriseres som følger.
Fra den objektivistiske synsvinkel kan sociale agenter ”behandles
som ting” jævnfør den gamle Durkheim’ske regel- det vil sige klassificeres
som objekter: adgang til den objektive klassifikation forudsætter hér et brud
med naive subjektive klassifikationer, som anses for at være ”forforståelser”
eller ”ideologier”. Fra den subjektivistiske synsvinkel, sådan som det
fremstilles inden for fænomenologi, etnometodologi og af konstruktivistisk
sociologi, konstruerer agenter den sociale virkelighed, som i sig selv opfattes
som produkt af en sammenlægning af individuelle konstruktionshandlinger. Hvad
angår denne type sociologisk marginalisme, er der ikke behov for at bryde med
den primære sociale erfaring, for sociologiens opgave er at give ”en
redegørelse for redegørelsen”.
Dette er faktisk en falsk modsætning. I virkeligheden er agenter både
klassificerede og klassificerende, men de klassificerer i overensstemmelse med
(eller afhængigt af) deres position inden for klassifikationerne. For at
sammenfatte hvad jeg mener med dette, vil jeg kort omtale begrebet synspunkt:
synspunktet er et perspektiv, et partisk subjektivt syn (subjektivistisk
betydning); men det er på samme tid et syn, et perspektiv (en udsigt) fra et
punkt, fra en bestemt position i et
objektivt socialt rum (objektivistisk betydning). Lad mig udvikle hver af disse
betydninger, den objektivistiske og den subjektivistiske, når det gælder
analysen af klasser og vise, hvordan de kan og må integreres.
Den objektivistiske betydning – fra sociale klasser til socialt rum:
klasse som en velbegrundet teoretisk konstruktion.
Det første spørgsmål, som ligger tæt på det ovenfor, er ”Er klasser en videnskabelig konstruktion
eller eksisterer de i virkeligheden?” Dette spørgsmål er i sig selv en
omskrivning af et mere ligefremt og mere direkte politisk spørgsmål:
”Eksisterer klasser eller gør de ikke?” eftersom spørgsmålet dukker op i selve
objektiveringen af den sociale verden og af de sociale kampe, som finder sted
her. Spørgsmålet om eksistensen eller ikke eksistensen af sociale klasser er, i
det mindste siden Marxismens fremkomst og de politiske bevægelser den har
inspireret til, et af de vigtigste principper bag stridighederne på den
politiske arena. Derfor er der al mulig grund til at have en mistanke om, at
hvad end svaret på dette spørgsmål måtte være, så er det baseret på et politisk
valg – selv om de to mulige standpunkter vedrørende eksistensen af klasser
modsvarer to sandsynlige holdninger til vidensformen - realistisk eller
konstruktivistisk – som forestillingen om klasse er produktet af.
De, der forfægter eksistensen af klasser, vil være tilbøjelige til at
indtage et realistisk standpunkt, og hvis de har empiriske
tilbøjeligheder, vil de bestræbe sig på empirisk at fastlægge forskellige
klassers egenskaber og grænser og undertiden gå så vidt som til at tælle
enkeltpersoner og medlemmer af den ene eller anden klasse. Imod denne
måde at anskue problemet på - og dette er ofte gjort især af konservative
sociologer – kan man indvende, at ideen om at klasser ikke er andet end
forskerens konstruktioner uden noget som helst grundlag i virkeligheden,
og at ethvert forsøg på at bevise eksistensen af klasser gennem empirisk måling
af objektive indikatorer på social eller økonomisk position vil støde på det
faktum, at det er umuligt at finde skarpe grænser i den virkelige
verden: indtægten viser, ligesom de fleste besiddelser knyttet til individer,
en fortløbende fordeling, således at en hvilken som helst særskilt kategori,
man måtte konstruere på basis af indtægten, slet og ret vil fremtræde som en
statistisk artefakt. Ifølge Pareto’s formel er det ikke nemmere at
trække en grænse mellem den rige og den fattige end mellem den unge og
den gamle – og nu til dags kan man tilføje: mellem mænd og kvinder. Denne
formel vil altid tilfredsstille de, der ønsker at overbevise sig selv og andre
- og dem er der mange af selv blandt sociologer - om at sociale forskelle ikke
eksisterer, eller at de er ved at forsvinde (som i temaet om borgerliggørelsen
af arbejderklassen eller homogeniseringen af samfundet), og som på den
baggrund argumenterer for, at der ikke eksisterer et fremherskende princip for
differentiering.
De, der gør fordring på at opdage ”færdiglavede” klasser, som allerede
er konstitueret i en objektiv virkelighed, og de der mener at klasser ikke er
andet end rent teoretiske artefakter (lærde eller ”populære”) opnået gennem et
vilkårligt udsnit af den sociale verdens i øvrigt udifferentierede kontinuum,
har det til fælles, at de accepterer en substantialistisk filosofi i Cassirer’s
betydning af termen. En filosofi som ikke anerkender nogen anden virkelighed
end den, der umiddelbart er givet gennem hverdagserfaringens intuition. Det er
faktisk muligt at benægte eksistensen af klasser som homogene ”sæt” af
økonomisk og socialt differentierede individer objektivt konstitueret som
grupper, og på samme tidspunkt forfægte eksistensen af et rum af forskelle
baseret på principper for økonomisk og
social differentiering. For at gøre det behøver man blot at benytte sig af den
relationelle eller strukturelle måde at tænke på, som er karakteristisk for
moderne matematik og fysik, hvor det virkelige ikke identificeres med substanser,
men med relationer. Ud fra dette synspunkt består den ”sociale virkelighed”,
som der bliver talt om inden for en
objektivistisk sociologi (som Marx’s
men også som Durkheim’s) af et sæt usynlige forbindelser, de selv samme
forbindelser som konstituerer et rum af positioner, som er ydre i forhold til
hinanden, og som er defineret ved deres relative distance til hinanden. For
denne realisme i relationen er det virkelige det relationelle; virkelighed er
ikke andet end strukturen som et sæt konstante relationer, som ofte er
usynlige. Relationer som er usynlige, fordi de er tilsløret af almindelig sund
fornuft og spontane erfaringer, og af individerne i særdeleshed hos hvem den
substantialistiske realisme standser. Det er den selv samme substantialisme,
som forfægter både påstanden om og benægtelsen af klasser. Ud fra et
videnskabeligt synspunkt eksisterer der ikke ”sociale klasser”, sådan som det
er forudsat i den realistiske, substantialistiske og empiristiske måde at tænke
på og vedtaget af både modstandere og fortalere for eksistensen af klasser, men
nærmere et socialt rum i den sande betydning af udtrykket, hvis vi med
Strawson indrømmer, at den grundlæggende egenskab ved et rum er den gensidige
udvendighed af de objekter det indeslutter.
Videnskabens opgave er da at konstruere rummet, som tillader os at
forklare og at forudsige det størst mulige antal forskelle, som er observeret
mellem individer, eller, hvad der er det samme, at fastsætte hovedprincipperne
for differentiering, som er nødvendige eller tilstrækkelige til at forklare
eller forudsige totaliteten af de karakteristika, som er observeret hos en
given gruppe af individer.
Den sociale verden kan opfattes som et multidimensionalt rum, som
forskeren kan konstruere empirisk ved at afdække hovedfaktorerne bag
differentiering. Faktorer som forklarer de forskelle, der er observeret i et
givet socialt univers. Eller, sagt på en anden måde, ved at afdække den magt
eller de former for kapital, som er eller kan blive virksomme - ligesom
esser i et kortspil - i dette specifikke univers, det vil sige i kampen (eller
kappestriden) om tilegnelsen af knappe besiddelser, hvor dette univers udgør
kamppladsen. Heraf følger at strukturen af dette rum, som forskeren konstruerer
empirisk, er givet af fordelingen af forskellige former for kapital, det vil
sige af fordelingen af besiddelserne, som er aktive inden for det univers som
forskeren studerer – de besiddelser som er egnede til at give
styrke, magt og dermed udbytte til deres indehaver.
I et socialt univers som det franske samfund og uden tvivl også det
amerikanske samfund i dag, er disse grundlæggende sociale kræfter ifølge mine empiriske undersøgelser først og
fremmest økonomisk kapital i dets forskellige former; for det andet er
det kulturel kapital eller bedre endnu, videns/kundskabs kapital, igen i
forskellige former; og for det tredje to former for kapital som er meget
tæt forbundne, social kapital,
som består af ressourcer baseret på forbindelser og gruppemedlemskab, og symbolsk
kapital som er den form forskellige typer af kapital indtager, så snart de er
erkendt og anerkendt som legitime. Således er agenter i det totale sociale rum
i den første dimension fordelt i overensstemmelse med det generelle omfang
af kapital, som de er i besiddelse af,
i den anden dimension i overensstemmelse med sammensætningen af deres
kapital, det vil sige i overensstemmelse med den relative vægt de forskellige
former for kapital udgør i den samlede kapital, især økonomisk og kulturel
kapital - og i den tredje dimension i overensstemmelse med udvikling over tid
af omfang og sammensætning af kapital,
det vil sige i overensstemmelse med deres livsbane i det sociale felt.
Agenter og grupper af agenter er henvist til en position, en placering eller en
præcis klasse af de omkringliggende positioner, det vil sige et særligt område
inden for dette rum; de er således definerede af deres relative position
udtrykt i et multidimensionalt system af koordinater, hvis værdier
korresponderer med værdierne af de forskellige relevante variable. (Erhverv er
generelt en god og en økonomisk indikator på en position i det sociale rum og
giver desuden værdifulde oplysninger om erhvervsmæssige effekter, det vil sige
effekter af arten af arbejde, af det erhvervsmæssige miljø i sammenhæng med
erhvervets kulturelle og organisatoriske karakteristika etc.)
Men det er her tingene bliver komplicerede: det er faktisk meget
muligt, at produktet af den relationelle måde at tænke på (som faktoranalysens
tredimensionelle diagram) vil blive fortolket på en realistisk og
”substantialistisk” måde: ”klasser” som logiske klasser – analytiske
konstruktioner opnået ved teoretisk at opdele et teoretisk rum – bliver så
opfattet som virkelige objektivt konstituerede grupper. Ironisk er det, at jo
mere præcis den teoretiske konstruktion af de sociale klasser er, jo større er
chancen for, at de sociale klasser vil blive anset for at være virkelige
grupper. Ganske vist er disse klasser
baseret på principperne for differentiering, som faktisk er de mest effektive i
virkeligheden, det vil sige de bedst egnede til at tilvejebringe den mest
gennemgribende forklaring på det størst mulige antal af forskelle, som man har
observeret mellem agenter. Konstruktionen af det sociale rum er basis for
inddeling i klasser, som kun er analytiske konstruktioner, men konstruktioner
som er velfunderede i virkeligheden (cum fundamento in re). Med dette
sæt af almindelige principper, som kan måle den relative distance mellem
individer, får vi midlerne til at omgruppere individer i klasser på en sådan
måde, at agenter inden for samme klasse er så lig hinanden som muligt på det
størst mulige antal områder (og så mange desto flere fordi antallet af klasser
defineret på denne måde er stort, og at det område som de optager i det sociale
rum er småt) og på en sådan måde, at klasserne er så forskellige som muligt fra
hinanden – eller sagt på en anden måde: vi sikrer os muligheden for at opnå
størst mulige adskillelse mellem klasser af størst mulige ensartethed.
Paradoksalt nok har de midler, som vi bruger til vores konstruktion og
til at vise det sociale rum, en tendens til at tilsløre feltet for vort blik;
de populationer, det er nødvendigt at konstituere i bestræbelserne på at
objektivere den position de indtager, gemmer netop disse positioner. Dette er
så meget desto mere sandt, når rummet er konstrueret på en sådan måde, at jo
tættere de individuelle agenter er i det, jo større er deres sandsynlige antal
af fælles egenskaber, og omvendt, jo længere de er fra hinanden, jo færre
egenskaber vil de have til fælles. For at være mere præcis: de agenter, som
indtager tilgrænsende positioner i rummet, har ensartede betingelser og er
derfor underlagt samme betingende faktorer: i konsekvens heraf har de enhver
chance for at have ens dispositioner og interesser og producerer derfor
praktikker og repræsentationer af samme art. De, som indtager de samme
positioner, har enhver chance for at have den samme habitus, i det mindste for
så vidt som de livsbaner, som har bragt dem til disse positioner, i sig selv er
ens.
De dispositioner, som behøves for at opnå positionen, involverer en
tilpasning til positionen – det som Erving Goffman kalder ”fornemmelsen for
sin plads”. Det er denne fornemmelse for sin placering, som i en interaktiv
situation tilskynder dem, vi på fransk kalder les gens humbles,
bogstavelig talt ”ydmyge folk” - måske
”jævne folk” på engelsk – til at forblive ”ydmyge” på deres plads, og som tilskynder de andre til at ”holde
afstand” eller at ”bevare deres plads i livet”. Det skal siges i forbifarten,
at disse strategier kan være totalt ubevidste, og tage form af det vi
almindeligvis kalder generthed eller arrogance. I virkeligheden er disse måder
socialt at distancere sig på indskrevet i kroppen. Det følger heraf, at den
objektive distance har en tendens til at reproducere sig selv i den subjektive
erfaring med distance, hvor afstand i rummet bliver forbundet med en form for
aversion eller mangel på forståelse, imedens nærhed i rummet bliver forbundet
med en mere eller mindre ubevidst form for meddelagtighed. Denne oplevelse af
sin plads er på én og samme tid en fornemmelse for andres plads og - sammen med en beslægtethed i habitus
erfaret i form af personlig tiltrækning eller afvisning - ligger den til
grund for alle udvælgelsesprocesser, venskab, kærlighed, forbindelser og så
videre og tilvejebringer derved principperne for alle varige alliancer og
forbindelser, inklusiv de legalt sanktionerede relationer.
Trods det at den logiske klasse, som er en analytisk konstruktion, der
er funderet i virkeligheden, ikke er andet end en gruppe af individer, der
besidder den samme position i et rum, er agenterne som sådan berørt i deres
sociale tilværelse af effekten af deres vilkår og af vilkårenes
overensstemmelse med deres position, sådan som den defineres, når den er indefra
virkende (det vil sige af en bestemt slags materielle eksistensvilkår, af
oprindelige erfaringer med den sociale verden etc.) og relationelt (det
vil sige i dens relation til andre positioner, at være over eller under dem,
eller imellem dem, som det er tilfældet for de positioner, som er ”i midten”,
mellemliggende, neutrale, hverken dominerende eller domineret).
Den ensrettende effekt af ensartede vilkår er grundlaget for de
dispositioner, som begunstiger udviklingen af relationer, både de formelle og
de uformelle (ligesom homogami), som stræber imod at forstærke selv samme
ensartethed. Forenklet udtrykt samler konstruerede klasser teoretisk agenter,
som - underlagt samme vilkår – har tendens til at ligne hinanden, og som et
resultat heraf er tilbøjelige til praktisk at samle sig, at forenes som en
praktisk gruppe og på den måde forstærke deres lighedspunkter.
For nu at opsummere: konstruerede klasser kan på en vis måde
karakteriseres som en gruppe agenter som, i kraft af det faktum at de indtager
ensartede positioner i det sociale rum (det vil sige i fordelingen af
kompetencer), er underlagt ensartede eksistens betingelser og betingende
faktorer, og som et resultat heraf er udrustet med de samme dispositioner, som
får agenterne til at udvikle de samme praktikker. I denne henseende imødekommer
sådanne klasser alle kravene til en videnskabelig taksonomi ved på én og samme
tid at være forudsigende og beskrivende, hvilket gør det muligt for os at få
det størst mulige antal informationer for færrest mulige omkostninger:
kategorier, som er opnået ved at inddele grupper, der er karakteriseret ved
ligheder i deres erhvervsmæssige vilkår inden for et tredimensional felt,
besidder en meget høj grad af forudsigelsesevne for relativt få erkendelsesmæssige
omkostninger (det vil sige, at der kræves relativt få informationer for at
kunne forudsige positionen i det rum; det man behøver er tre koordinater, den
totale mængde af kapital, sammensætningen af kapital og den sociale livsbane).
Denne måde at definere begrebet klasse på er uadskillelig fra ambitionen om at
beskrive og klassificere agenter og deres eksistensvilkår på en sådan måde, at
opdelingen af det sociale rum i klasser måske kan redegøre for agenternes
forskellige praktikker. Dette projekt er i en særlig klar form udtrykt af
Maurice Halbwachs, hvis bog – der blev publiceret i 1955 under titlen Outline
of a Psychology of Social Classes - udkom første gang i dette land i 1938
under den afslørende titel: ”Dominerende motiver som orienterer individuel
aktivitet i det sociale liv”, et helt årti inden Richard Centers
indflydelsesrige udgave The Psychology of Social Classes. Ved at samle
agenter i én og samme gruppe
karakteriseret ved ”samme permanente kollektive vilkår”, som Halbwachs
udtrykker det, er det vores formål at forklare og forudsige praktikkerne i de
forskellige kategorier, som er fastsat på denne måde.
Men man kan gå endnu videre og ud fra den samme objektivistiske
forståelse af den sociale verden - som
Marx gjorde det - postulere, at teoretiske klasser er virkelige klasser,
virkelige grupper af individer tilskyndet af bevidstheden om ensartetheden i
deres vilkår og interesser, en bevidsthed som på én og samme tid forener dem og
sætter dem op imod andre klasser. I virkeligheden begår den marxistiske
tradition den samme teoretiske fejltagelse, som Marx selv anklagede Hegel for:
ved at sætte lighedstegn mellem konstruerede klasser, som kun eksisterer som
sådan på papir, og virkelige klasser konstitueret i form af mobiliserede
grupper i besiddelse af absolut og relationel selvbevidsthed, forveksler den
marxistiske tradition tingenes logik med logikken i tingene (things of logic
with logic of things). Illusionen som får os til at tro, at teoretiske klasser automatisk
er virkelige klasser – grupper af individer forenet af bevidsthed og viden om
deres fælles vilkår og klar til at mobilisere på jagt efter fælles interesser
– vil forsøge at bygge på én ud af
flere antagelser. På den ene side kan man henholde sig til den mekaniske effekt
af ensartetheden i vilkårene, som formodentlig uundgåeligt må gøre sig gældende
over tid. Eller man kan følge en helt anden logik ved at henholde sig til
effekten af ”en vågnende bevidsthed” (prise de conscience) opfattet som
virkeliggørelsen af den objektive sandhed; eller en hvilken som helst
kombination af disse to. Eller endnu bedre: illusionen vil søge at finde en
basis for forlig, som bliver bragt til veje under partiets (med stort P)
oplyste vejledning om den folkelige vision og den lærde vision, således at den
analytiske konstruktion til sidst er blevet lavet om til en folkelig kategori.
Den teoretiske illusion, som tillægger abstraktioner virkelighed,
skjuler en række store problemer, som netop konstruktionen af velfunderede
teoretiske klasser tillader os at fremsætte, når de er epistemologisk
kontrolleret: en teoretisk klasse eller en ”klasse på papir” kan betragtes som
en sandsynlig virkelig klasse eller som sandsynligheden for en virkelig
klasse, hvis bestanddele sandsynligvis kan bringes tættere sammen og blive
mobiliseret (men aktuelt ikke er mobiliseret) på basis af deres ligheder (i
interesser og dispositioner). På samme måde kan det sociale rum konstrueres som
en struktur af muligheder for at samle eller adskille individer, en struktur af
sympati eller aversion imellem dem. Tilbage bliver ikke desto mindre, at i
modsætning til hvad den Marxistiske teori antager, er bevægelsen fra
sandsynlighed til virkelighed, fra en teoretisk klasse til en praktisk klasse,
aldrig givet: selv når de er understøttet af ”fornemmelsen for sin plads” og af
beslægtetheden i habitus, må principperne for synet på og opdelingen af den
sociale verden i konstruktionen af teoretiske klasser i virkeligheden
konkurrere med andre principper, etniske, racemæssige eller nationale og endnu
mere konkret med de principper, som er påtvunget af den almindelige erfaring
med erhvervsmæssige, offentlige eller lokale inddelinger og rivaliseringer. Det
perspektiv, der anlægges i konstruktionen af teoretiske klasser, kan meget vel være
det mest ”realistiske”, idet det baserer sig på de virkelige underliggende
principper for praktikker; men det trænger sig stadig ikke ind på agenterne på
en selvindlysende måde. Den individuelle og kollektive repræsentation, som
agenter kan opnå i den sociale verden og fra deres plads i den, kan meget vel
være konstrueret i overensstemmelse med helt anderledes kategorier, selv hvis
disse agenter i deres hverdagspraktikker følger en iboende lov i dette univers,
formidlet igennem deres fornemmelse af plads.
Kort sagt, ved at forudsætte at aktioner og interaktioner i en eller
anden forstand kan udledes ud fra strukturen, klarer man sig uden om
spørgsmålet om bevægelse fra teoretiske grupper til praktiske grupper, det
vil sige uden om spørgsmålet om politikkerne og det politiske arbejde, som er
nødvendigt for at påtvinge et bestemt princip for synet på eller opdeling af
den sociale verden, selv hvis dette princip er velfunderet i virkeligheden. Ved
at fastholde en skarp skelnen imellem logikken i tingene og tingenes logik,
selv dem der er bedst tilpasset logikken i tingene (sådan som det gør sig
gældende for de velfunderede teoretiske klasser), kan vi med det samme
fremsætte adskillige forslag: for det første at klasser, som er realiserede og
mobiliserede af og for klassekamp, ”klasser-i-kamp” som Marx ville have sagt
det, ikke eksisterer; for det andet at klasser kun kan stadfæstes i en bestemt
eksistensform, på bekostning af det specifikke arbejde af hvilket den
specifikke teoretiske fremstilling af en repræsentation af opdelinger er et
afgørende element; og for det tredje at dette politiske arbejde har en større
chance for at lykkes, når det er udrustet med en teori, der er velfunderet i
virkeligheden, fordi den effekt, som denne teori kan udøve, er så meget desto
mere magtfuld, når det, den får een til at se og tro på, er mere nærværende, i
en potentiel tilstand, i selve virkeligheden. Med andre ord får en
tilfredsstillende teori om teoretiske klasser (og om deres grænser) os til at
påstå, at det politiske arbejde - hvis formål er at producere sociale klasser i
form af objektive institutioner, på en og samme tid udtrykt ved og konstitueret
af permanente repræsentationer gennem symboler, akronymer og strukturer - har
sin egen specifikke logik, som i al symbolsk produktion. Og dette politiske
arbejde med at lave klasser vil med så meget desto større sandsynlighed
være effektivt, når agenterne, hvis enighed den bestræber sig på at
tilkendegive, ligger tæt på hinanden i det sociale rum og derfor tilhører samme
teoretiske klasse.
Hvad enten de har en erhvervsmæssig basis som i vores samfund, eller en
slægtsmæssig basis som i de præ-kapitalistiske samfund, findes der ikke
færdiglavede grupper i virkeligheden. Og selv når de præsenterer sig med den
udstråling af evighed, som er adelsmærket for naturaliseret historie, er de
altid produktet af et komplekst historisk konstruktionsarbejde, som Luc
Boltanski har vist i eksemplet med den typiske franske kategori ”cadres” (ingeniører
og overordnede, eller den bestyrende klasse). Titlen på E.P. Thompson’s berømte
bog, The Making of the English Working Class skal tages meget bogstaveligt: arbejderklassen, som vi opfatter
den i dag gennem de ord, vi bruger om den, for eksempel: ”arbejderklasse”,
”proletariat”, ”arbejdere”, ”arbejde” og så videre, og gennem de
organisationer som formodes at repræsentere dem med deres akronymer, kontorer,
komitéer, flag og så videre, er et velfunderet historisk artefakt (på
den samme måde som Durkheim talte om religion som en ”velfunderet illusion”).
Det samme gælder en gruppe som de ældre - jeres ”ældre medborgere”, som Patrick
Champagne og Rémi Lenoir har påvist, er en ægte historisk opfindelse, som er
blevet skabt af interessegruppers aktioner og sanktioneret igennem lovbestemte
indvielser. Men det er familien, selv i den kernefamilieform som vi kender den
i dag, som bedst kan beskrives som produktet af denne aktion, igen sanktioneret
af de lovgivningsmæssige ydelser og af hele den serie af agenter og
institutioner, som for eksempel pressionsgrupper inden for familieplanlægning
og politik.
Selvom vi nu er langt fra det oprindelige spørgsmål, må vi prøve at
genoverveje de terminologier, som spørgsmålene var formuleret i. Sociale
klasser, eller mere præcist, den klasse som der stiltiende refereres til, når
vi taler om sociale klasser, nemlig ”arbejder klassen”, forefindes kun i et
tilstrækkeligt omfang til, at vi enten må stille spørgsmål til eller i det
mindste benægte dets eksistens selv i den mest trygge akademiske sfære, kun for
så vidt at alle typer af historiske agenter, begyndende med
samfundsvidenskabsfolk som Marx, har succes med at transformere, hvad der kunne
have vedblevet med at være en ”analytisk konstruktion”, til en
”befolkningskategori”. Det vil sige transformere den til en af disse ”fejlfrie”
virkelige sociale fiktioner, som er produceret og reproduceret af den sociale
overbevisnings magi.
Eksistensen eller ikke eksistensen af klasser er en af de store
indsatser, der er på spil i den politiske kamp. Lad det være nok at erindre om
at enhver gruppe, ethvert kollektiv med økonomisk og socialt grundlag,
erhvervsgrupper eller ”klasser”, er symbolske konstruktioner, der individuelt
eller kollektivt stræber efter at opnå deres interesser (og først af alt
stræber de efter, hvad der er deres talspersoners interesser). Samfundsforskere
har at gøre med et objekt, som i sig selv både er objektet og subjektet for
erkendelseskampe. Erkendelseskampe som ikke bare finder sted mellem lærde, men
også mellem lægfolk og blandt disse mellem forskellige professionelle, i
repræsentationen af den sociale verden. Samfundsforskeren kan derfor være
fristet til at sætte sig selv op som en dommer, der er i stand til med den
størst mulige autoritet at dømme mellem rivaliserende konstruktioner, mellem
disse simple folkelige teorier, som han udelukker fra deres teoretiske diskurs
uden at lægge mærke til, at de er dele af og en bestanddel af virkeligheden og
til en vis grad er grundlæggende for virkeligheden i den sociale verden.
Den teoreticistiske epistemocentrisme får os til at glemme, at kriterierne,
som er brugt i konstruktionen af det objektive rum og af de velfunderede klassifikationer,
som den gør mulig, også er værktøjer – jeg skulle måske sige våben – og
indsatser i klassifikationskampen, som bliver en afgørende faktor i skabelsen
og omskabelsen af den klassifikation, der stadigvæk er i brug. For eksempel
bliver den relative værdi af forskellige former for kapital, økonomisk og
kulturel eller forskelligartede former
for kulturel kapital, lovmæssig-økonomisk kapital og videnskabelig
kapital, konstant taget op til diskussion og omvurderet gennem kampe, som har
til formål at oppuste eller nedtone værdien af een eller anden type af kapital.
Prøv at overveje hvordan der i den amerikanske kontekst er sket et skift i de
historisk relative værdier, på en og samme tid økonomisk, socialt og symbolsk -
af økonomiske titler, aktier, obligationer, IRA’s, og uddannelsesmæssige
kvalifikationer; og vedrørende den sidstnævnte: MBA versus Master of Arts i
Antropologi eller Sammenlignende Litteratur. En stor del af de kriterier, som
bruges som instrumenter i videnskabelige analyser, inklusiv de mest neutrale og
de som synes mest ”naturlige” så som køn og alder, opererer i virkelige
praktikker som klassificerende skemaer (tænk på brugen af par som gammel og
ung, palæo/neo). De repræsentationer, som agenter producerer for at møde
hverdagens tvingende krav, og især navne på grupper og hele det ordforråd, der
er til rådighed for at benævne og tænke det sociale, skyldes det faktum, at
deres specifikke strengt praktiske logik ofte er polemisk og ufravigeligt
orienteret mod praktiske hensyn. Heraf følger, at praktiske klassifikationer
aldrig er totalt sammenhængende eller logiske i betydningen logik; de
involverer nødvendigvis en vis grad af tilpasning, som de skylder det faktum,
at de må forblive ”praktiske” eller passende. Fordi en klassifikationsproces
afhænger af den praktiske funktion, som den skal opfylde, kan den være baseret
på forskellige kriterier afhængig af situationen, og den kan give meget
forskellige taksonomier. Af samme grund kan en klassifikation operere på
varierede niveauer af sammenlægninger. Niveauet af sammenlægninger vil være
højst, når klassifikationen anvendes på
en region af det sociale rum, som er fjernt og derfor mindre kendt. På
samme måde som en bybos opfattelse af træer er mindre klart differentieret end
den opfattelse, som landmanden har. Hertil kommer at ligesom de kendere, der
klassificerer malerier ved at referere til et særpræg eller et prototypisk
medlem af den kategori, der er på tale, snarere end ved at afsøge alle de
individuelle medlemmer af kategorien eller ved at overveje alle de formelle
kriterier, som kræves for at bestemme om et objekt virkelig tilhører den
kategori, så bruger sociale agenter de figurer, som er typiske for en position
i det sociale rum, som de er fortrolige med som deres referencepunkter i
forbindelse med at fastslå sociale positioner.
Man må og skal overskride modstanden mellem det syn,
som vi uanfægtet vil betegne realistisk, objektivistisk eller strukturalistisk
på den ene side og det konstruktivistiske, subjektivistiske, spontanistiske syn
på den anden side. Enhver teori om det sociale univers må inkludere den
fremstilling, som agenter giver om den sociale verden og mere præcist, det
bidrag de giver til konstruktionen af synet på denne verden og som en
konsekvens heraf til selve konstruktionen af denne verden. Teorien om det
sociale univers må medtænke den symbolske fremstilling af grupper og gruppers
etablering. Det er igennem dette endeløse arbejde med repræsentationer (i
enhver betydning af dette begreb), at de sociale agenter prøver at påtvinge
deres syn på verden eller syn på deres egen position i denne verden, og til at
definere deres sociale identitet. Sådan en teori må tages som en ubestridelig
sandhed om, at sandheden om den sociale verden er indsatsen i en kamp. Og af
samme grund må teorien anerkende, at afhængig af deres position i det sociale
rum, det vil sige i fordelingen af de forskellige typer af kapital, er de
agenter, der er involverede i kampen, meget ulige bevæbnet til at påtvinge
deres sandhed og har meget forskellige, ja selv modsatrettede mål.
Derfor må ”ideologierne, ”de forudfattede meninger” og folkelige
teorier, som det objektivistiske brud var nødt til at sætte til side i første
omgang for at konstruere det objektive felt af sociale positioner, bringes tilbage
til modellen af virkeligheden. Denne model må redegøre for det faktum, at - i
modsætning til en teoristisk illusion - gør fornemmelsen for den sociale verden
sig ikke gældende på en enstemmig og universel måde; den er, i objektiviteten
selv, underlagt en mangfoldighed af visioner. Eksistensen af en mangfoldighed
af synspunkter og inddelinger som er forskellige eller endog modsatrettede
skyldes, på den ”objektive side”, den relative ubestemmelighed af
virkeligheden, som viser sig for erkendelsen. Fra det erkendende subjekts side
skyldes det mangfoldigheden af principper for synspunkter og inddelinger, som
er til rådighed på ethvert givet tidspunkt (for eksempel er religiøse, etniske
eller nationale principper for opdeling tilbøjelige til at konkurrere med de
politiske principper, som er baseret på økonomiske eller erhvervsmæssige kriterier).
Det stammer også fra forskelligheden i synspunkter, som ligger implicit i
forskelligheden af positioner, af punkter i rummet, hvorfra der ses. Faktisk
præsenterer den sociale ”virkelighed” sig hverken som fuldstændig bestemt eller
som fuldstændig ubestemt. Fra en vis vinkel præsenterer den sig som strengt
struktureret, grundlæggende fordi det sociale rum præsenterer sig i form af
agenter og institutioner, som er udstyret med forskellige egenskaber, som har
meget ulige sandsynligheder for at vise sig i kombinationer: på samme måde som
dyr med fjer oftere har vinger end dyr med pels, findes folk, som har et
perfekt styr på deres sprog, med større sandsynlighed i koncertsale og på
museer, end folk som ikke har styr på deres sprog. Med andre ord finder rummet
af objektive forskelle (hvad angår økonomisk og kulturel kapital) sit udtryk i
et symbolsk rum af synlige distinktioner, af distinktive tegn, som er
rene symboler på distinktion. For agenter, der er udstyret med de relevante
kategorier for erkendelse, det vil sige med en praktisk intuition for homologien
mellem rummet af distinktive tegn og rummet af positioner, er sociale
positioner umiddelbart til at skelne imellem gennem deres synlige
manifestationer (”ca fait intellectuel”, ”det ser intellektuelt ud”). Når det
er sagt, består det specifikke ved symbolske strategier, og i særdeleshed
strategier der bruger den praktiske mestring af sammenhænge mellem to rum til
at producere alle typer af semantisk forstyrrelser, ligesom bluff eller
symbolsk spejlvending (de intellektuelles Volkswagen Beetle), i at introducere
en slags semantisk uklarhed i objektiviteten af de erkendte praktikker eller
egenskaber, som ikke letter dechifreringen af sociale tegn. Alle disse
strategier finder en ekstra styrke i det faktum, at selv de mest konstante og
mest troværdige kombinationer af egenskaber blot er funderet på statistiske
sammenhænge og er udsat for variationer i tid.
Dette er imidlertid ikke nok. Medens det er sandt, at principperne for
differentiering, som objektivt set er de mest magtfulde (såsom økonomisk og
kulturel kapital), producerer klare forskelle mellem agenter, som er placeret i
yderpunkterne af distributionerne, er de åbenbart mindre effektive i de
mellemliggende zoner af det foreliggende rum. Det er i disse mellemliggende
positioner eller i midterpositionerne i det sociale rum, at ubestemmeligheden
og uklarheden i relationen mellem praktikker og positioner er størst, og at rummet,
som efterlades åbent for symbolske strategier beregnet på at forstyrre denne
relation, er størst. Man forstår godt, hvorfor dette område i det sociale
univers forsynede de symbolske interaktionister, især Goffman, med et felt der
var enestående velegnet til at observere de forskellige former for præsentation
af selvet, gennem hvilke agenter stræber efter at konstruere deres sociale
identitet. Og dertil må vi føje strategierne rettet mod at manipulere med de
mest pålidelige symboler på social position, de strategier som sociologer er så
glade for at bruge som indikatorer, som fx. erhverv og social oprindelse. Det
er for eksempel tilfældet i Frankrig med instituteurs, grundskolelærere,
der kalder sig for enseignants, hvilket kan betyde gymnasieskolelærer eller
endda universitets professor; og med biskopper og intellektuelle som har en
tilbøjelighed til at underdrive deres sociale oprindelse, medens andre
kategorier har en tilbøjelighed til at overdrive deres. I samme forbindelse
burde vi også nævne alle de strategier, som er beregnet på at manipulere
med gruppetilhørsforhold - hvad enten
der er tale om et familietilhørsforhold, et etnisk, et religiøst, et politisk,
erhvervsmæssigt eller seksuelt – for at fremhæve eller skjule det i
overensstemmelse med praktiske
interesser og funktioner, som i hvert enkelt tilfælde er defineret i forhold
til den konkrete situation; ved i henhold til det øjeblikkelige behov at spille
på de muligheder, der tilbyder sig for, på én og samme tid, at være medlem af
en mangfoldighed af kollektive sammenhænge. (Sådanne strategier svarer til
måden, hvorpå agenter, i relativt udifferentierede samfund, spiller på og
spiller med deres afstamning, familie, klan og stammetilknytning).
Denne symbolske manipulation med grupper finder en paradigmatisk form i
politiske strategier: således er det i kraft af deres objektive position, som
er placeret halvvejs imellem de to poler i rummet, i en tilstand af ustabil
ligevægt og vaklende imellem to modsatrettede alliancer, at indehaverne af
mellempositioner i det sociale felt er objekter for komplet modsatrettede
klassifikationer af de, der som del af den politiske kamp, forsøger at vinde
dem over på deres side. (De franske cadres kan for eksempel blive
presset ind imellem ”klasse fjender” og slet og ret blive behandlet som
”tjenere for kapitalen” eller modsat, sat sammen med den dominerede klasse, som
ofre for udnyttelse).
I den sociale verdens virkelighed er der ikke flere klare grænser, ikke
flere absolutte brud, end der er i den fysiske verden. Grænserne imellem de
teoretiske klasser, som videnskabelige undersøgelser tillader os at konstruere
på basis af en mangfoldighed af kriterier, er, for at bruge er metafor fra
Rapoport, lig med grænserne for en sky eller en skov. Disse grænser kan derfor opfattes
som linier eller som indbildte niveauer, således at tætheden (af træerne eller
af vanddamp) er højere på den ene side og lavere på den anden side, eller over
en bestemt værdi på den ene side og under på den anden. (Faktisk ville et mere
passende billede være en flamme, hvis kanter er i konstant bevægelse,
oscillerende omkring en linie eller en overflade). Konstruktionen af
(mobiliserede eller ”mobiliserbare”) grupper, det vil sige institutionaliseringen
af en permanent organisering, som er i stand til at repræsentere dem, tenderer
nu til at fremkalde varige og anerkendte opdelinger, som i ekstreme tilfælde,
det vil sige med den højeste grad af objektivering og institutionalisering, kan
tage form af legale grænser. Objekter i den sociale verden involverer
altid en grad af ubestemmelighed og uklarhed og repræsenterer derfor en bestemt
grad af semantisk elasticitet. Dette element af uvished er det, der
tilvejebringer et grundlag for forskellige eller modsatrettede opfattelser og
konstruktioner, som konfronterer hinanden, og som kan objektiveres i form af
varige institutioner. En af de store milepæle i disse kampe er definitionen af
grænser imellem grupper, det vil sige selve definitionen af grupper, som ved at
gøre sig gældende og manifestere sig selv som sådanne, kan blive til politiske
kræfter, som er i stand til at tvinge deres eget syn på opdelinger igennem, og
derved er i stand til at sikre sejren for den type af dispositioner og
interesser, som er forbundet med deres position i det sociale felt. Således
foregår der ved siden af de individuelle kampe i det daglige liv - i hvilke
agenter til stadighed bidrager til at forandre den sociale verden ved at
forsøge at påtvinge en repræsentation af sig selv gennem strategier for
præsentationer af sig selv - de
egentlig politisk kollektive kampe. I disse kampe, hvis ultimative formål i
moderne samfund er at fastholde statens magt til at udpege, det vil sige
monopolet på den legitime symbolske vold, kæmper agenter - som i dette tilfælde
næsten altid er specialister som fx. politikere - for at påtvinge
repræsentationer (fx. gennem fremstillinger) som frembringer netop de ting, der
er repræsenteret - som får dem til at foreligge offentligt, officielt. Deres
mål er at forvandle deres egen vision om den sociale verden og principperne bag
den opdeling, som den baserer sig på, til den officielle vision, til nomos,
til det officielle princip for syn på vision og division.
Det, der er på spil i den symbolske kamp, er påtvingelsen af det
legitime syn på den sociale verden og dens opdelinger, det vil sige symbolsk
magt som verdensskabende magt for at bruge Nelson Goodman’s ord, magten
til at påtvinge og indprente principper for konstruktion af virkeligheden og
specielt til at bevare eller omdanne etablerede principper for enhed eller
splittelse, forening eller adskillelse, som allerede virker i den sociale
verden som fx. gyldige klassifikationer i spørgsmål om køn, alder, etnicitet,
region eller nation, det vil sige det, der er afgørende, er magten over de ord,
der bruges til at beskrive grupperne eller de institutioner, der
repræsenterer dem. Symbolsk magt, hvis form
par excellence er magten til at skabe grupper, til at indvie dem
eller instituere dem (især gennem institutions-riter, hvor mønstereksemplet er
ægteskab), består af magten til at få noget til at eksistere i den
objektiverede, offentlige formelle tilstand, som førhen kun eksisterede i en
implicit tilstand, som med den konstellation der, ifølge Goodman, først
begynder at eksistere, når den er udvalgt og udpeget som sådan. Når dette er
anvendt på et socialt kollektiv, selv på noget der muligvis er defineret på en
særlig ”luftig” måde, får udøvelsen af magt over benævnelser, som næsten altid
kommer med den magt repræsentationer har, det der hidtil kun var en
samling individer, der eksisterede side om side, til at eksistere i en institueret
form, det vil sige som en forenet krop. Her er man nødt til mere udførligt at
forfølge implikationerne af det faktum, at den symbolske kamp imellem agenter
for det meste gennemføres i formidlingen af professionelles repræsentationer,
som, når de agerer som talspersoner for grupperne, for hvem de stiller
deres specifikke kompetence til
rådighed, konfronterer hinanden inden for et lukket relativt autonomt felt,
nemlig politikkens felt.
Det er her vi igen, men nu i en komplet
transformeret form, vil kunne finde problemet med den ontologiske status af
sociale klasser, og for den sags skyld af alle sociale grupper. Og hvis vi
følger Kantorovicz, kunne vi trække på kanonisterne, som spekulerede på -
ligesom vi her gør, når de gælder klasser -
hvilken status den indstiftede krop, den ” forenede krop” havde – det
som den middelalderlige latin kaldte corporatio. I dette tilfælde
konkluderede de ligesom Hoppes, der hvad dette angår fulgte den samme logik, at
den repræsenterede gruppe ikke er andet, end det der repræsenterer den, eller
et faktum af repræsentationen selv, her signaturen eller seglet, som stadfæster
signaturen, sigillum authenticum, fra hvilken det franske ord sigle
(akronym, logo) er udledt; eller mere direkte, repræsentanten, individet som
repræsenterer gruppen i enhver betydning af begrebet, som forstår den mentalt
og udtrykker den verbalt, benævner den, som handler og taler i dens navn, som
giver den en konkret legemliggørelse, kropsliggør den i og igennem sin person:
den enkelte, som ved at gøre gruppen synlig, ved at lade sig selv se i dens
sted og frem for alt, ved at tale i dens sted, får den til at eksistere. (Alt
dette kan ses, når lederen, som er opbevaringssted for hele gruppens
overbevisning, bliver objekt for den dyrkelse som gruppen overgiver sig til,
den såkaldte ”persondyrkelse”). Kort sagt bliver det betegnede, det vil sige
gruppen, identificeret med den, der betegner den, individet, talspersonen,
eller kontoret, det lokale, komitéen eller det offentlige kontor, der
repræsenterer den. Dette er, hvad de samme kanonister kaldte ”præsteskabets” mysterium (mysteriet om
ministeriet). Dette mysterium kan opsummeres i to problemkomplekser. Det
første etablerer en ækvivalens imellem den, der giver mandatet, og den der får
mandatet: Kirken er Paven; Status est magistratus; positionen er den
magistrat der optager den, eller som Louis XIV sagde det: ”L’Etat c’est moi”,
eller videre endnu, General Sekretæren er partiet - som er klassen, og
så videre. Det andet problemkompleks fastslår, at den bekræftede eksistens af
et mandat forudsætter eksistensen af en gruppe, som har retten til at give
mandatet. ”Klassen” eller ”folket” (”Je suis le peuple” sagde
Robespierre), eller kønnet, eller aldersgruppen, eller nationen, eller andre
flygtige sociale kollektive eksisterer hvis og kun hvis, der eksisterer
én (eller flere) agent(er), som med en rimelig chance for at blive taget
alvorligt (i kontrast til den gale mand, som opfatter sig selv som Staten), kan
hævde, at de er ”klassen” eller ”folket”, ”Nationen”, ”Staten” og så videre.
Så med henblik på at give et kort svar på det
spørgsmål, som er fremsat, vil vi sige, at en ”klasse”, uanset om den er
social, seksuel, etnisk eller på anden måde, eksisterer, når der er agenter,
der er i stand til at trænge sig på som autoriserede til at tale og at handle
officielt i dens sted – i stand til at trænge sig på overfor dem, som genkender
sig selv igennem disse befuldmægtigede ved at anerkende dem som udstyret med
den fulde magt til at tale og handle i deres navn, anerkender sig selv som
medlemmer af klassen. Ved at gøre det tildeler de klassen den eneste form for
eksistens, en gruppe kan besidde. Men for at denne analyse skal være fuldstændig,
vil det være nødvendigt at vise, at denne logik som ligger i at noget
eksisterer udelukkende gennem bemyndigelse, hvilket er forbundet med klar
berøvelse, påtvinger sig selv så meget desto mere brutalt, når de enkelte
agenter skal overgå fra at være en række eksistenser – collectio personarium
plurium, som kanonisterne udtrykker det – til at være en forenet gruppe i
stand til at tale og handle som én gennem en talsperson, der er udrustet med plena
potentia agendi et loquendi, og mangler ethvert individuelt middel til at
handle og udtrykke sig. Så at det faktisk er sådan, at afhængig af deres
position i det sociale felt, har forskellige agenter ikke lige store chancer
for at tilslutte sig forskellige former for kollektiv eksistens: der er de
agenter, som er dømt til den reducerede form for eksistens, som - i de fleste
tilfælde erhvervet på bekostning af de berøvelse – er givet af de ”bevægelser”,
som formodes at repræsentere, hvad vi i dette tilfælde kalder en klasse (som i udtrykket ”den
engelske arbejderklasse”); andre vil sandsynligvis fuldt ud tilslutte sig
særegenhedens fortjeneste gennem den selektive sammenlægning af de, der har
samme privilegier, givet af disse grupperinger, som i eksemplarisk og
paradigmatisk form er repræsenteret af den eksklusive klub (så som kliker,
akademier, bestyrelser, bestyrelsesposter).
I kampen om at gøre et syn på verden universelt kendt og anerkendt
afhænger magtbalancen af den symbolske kapital akkumuleret hos dem, der
bestræber sig på at bringe de forskellige syn ind i striden, og på i hvilken
udstrækning disse visioner i sig selv er grundet på virkeligheden. Det rejser
på sin side spørgsmålet om under hvilke betingelserne, de dominerede syn kan
konstitueres og få overhånd.
For det første kan man postulere, at en handling, som har til formål at
transformere den sociale verden, har større sandsynlighed for at få succes, når
den er funderet i virkeligheden. Hvad det angår, er de domineredes syn nu
dobbelt forvrænget: for det første fordi opfattelseskategorierne, som de
bruger, er påtvunget dem af omverdenens objektive strukturer, og derfor
tenderer til at skabe en form for doxisk accept af dens givne orden; for det
andet fordi de dominerende stræber efter at påtvinge deres eget syn og på at
udvikle repræsentationer, som tilbyder en ”teodicé af deres privilegium”. Men
de dominerede har et praktisk mesterskab, en praktisk viden om den sociale
verden, på hvilken benævnelse kan udøve en teoretisk effekt, en
åbenbaringseffekt: når den er velfunderet i virkeligheden, involverer
benævnelse en sand kreativ magt. Som vi har set med Goodman’s metafor for
konstellationen, skaber åbenbaring af det, der allerede eksisterer ved at
placere det på et andet niveau, et teoretisk mesterskab. Således kan mysteriet
om præsteskab udøve en sand magisk effekt ved at give styrke til sandheden: ord
kan lave ting og ved at deltage i den objektiverende symbolisering af gruppen,
de betegner, kan de, om bare for en tid, få kollektiver, som allerede
eksisterede, til at eksistere som grupper men kun i en potentiel
tilstand.
Boltanski, Luc. 1982. Les cadres. La formation d´un groupe social. Paris:
Editions de Minuit.
Champagne, Patrick. 1979.
”Jeunes agriculteurs et vieux paysans. Crise de la succession et apparition du ’troisème âge’.” Actes de
la recherche en sciences sociales, 26-27:83-107.
Goodman, Nelson.1978.
Ways of Worldmaking. Indianapolis: Hackett Publishing.
Halbwachs, Maurice. 1955 og 1964. Esquisse
d´une psychologie des classes sociales. Paris: Librairie
Marcel Rivière.
Lenoir, Rémi. 1979. ”L`invention du ‘troisième‘ âge et la constitution
du champ des agents de gestion de la vieillesse.” Actes de la recherche en
sciences sociales, 26–27:57-82.
Thompson, E.P. 1963. The
Making of the English Working Class. Harmonsworth: Penguin.
1977. Outline of a
Theory of Practice. Cambridge: Cambridge University Press.
1977. ”Symbolic
Power,” Critique of Anthropology, 4 (13-14): 77-85.
1980. ”A
Diagram of Social Position and Life-style,” Media, Culture and Society,
2(3): 255-259.
1981. ”Men and
Machines,” in Karen Knorr-Cetina and Aaron V. Cicourel (eds.), Advances in
Social Theory and Methodology: Toward an Integration of Micro- and
Macro-Sociologies. Boston and London: Routledge and Kegan Paul.
1983. ”The Forms of
Capital,” In John G. Richardson (ed.), Handbook of Theory and Research for
the Sociology of Education. New York: Greenwood Press.
1984. Distinction:
A Social Critique of the Judgement of Taste. Cambridge, Mass:
Harvard University Press.
1984. ”Delegation and
Political Fetishism,” Thesis Eleven 10-11:
56-70.
1985. ”Social Space
and the Genesis of Groups,” Theory and Society 14:723-744.
1986. ”From Rules to
Strategies,” Cultural Anthropology 1(1): 110-120.
(In press) Language
and Symbolic Power. Cambridge: Polity Press.
[1] Dette er en udskrift af et hovedforedrag som Bourdieu holdt på Deans Symposium om ”Køn, Alder, Etnicitet og Klasse: analytiske konstruktioner eller folkelige kategorier ?” på Universitet i Chicago den 9. – 10. april 1987. Oversat fra fransk af Loîc J. D. Wacquant og David Young.